5 tips til din freelancekonsulentprofil

Som freelancekonsulent er din LinkedIn-profil blevet dét sted, hvor kommende arbejdsgivere giver dig en professionel vurdering, og det er derfor vigtigt, at du har styr på de mest basale elementer på din profil. Her er derfor 5 tips fra vores rekrutterings- og konsulentchef Katrine Krogbeck, så du kan sikre, at du fremstår bedst muligt og derfor lander dine drømmeopgaver.

TIP 1:

Det er alfa omega, at du har et profilbillede! Du kommer ikke udenom, at folk vil se et ansigt på den person, som de potentielt skal ansætte. Hertil er det mindst lige så vigtigt, at profilbilledet fremstår professionelt og vellignende – og ikke viser et billede fra din seneste skiferie eller Aperol Spritz-marinerede tur til Toscana. Det har du heldigvis Facebook til. I det optimale profilbillede er dit ansigt tydeligt (nærbillede), du har øjenkontakt, du smiler, dit tøj er dit arbejdsoutfit, og der er ingen forstyrrende elementer (neutral baggrund). Fotoet er dit førstehåndsindtryk, og dét signal du sender ved ikke at have et (eller for den sags skyld et utroværdigt eller dårligt foto), vil altid forringe indtrykket af din professionelle profil.
Når du har det perfekte professionelle profilbillede, skal du sikre dig, at billedet kan ses af alle på LinkedIn og ikke kun dine forbindelser. Det kan du gøre under “synlighed”, når du lægger et profilbillede op.

TIP 2:

Din overskrift eller headline skal kort og konstant opsummere, hvad du er specialiseret i. Enten som titel eller med buzz words til, hvad du som freelancekonsulent kan hjælpe kommende arbejdsgivere med. Som freelancekonsulent med eget cvr kan det være fristende, eller en misforstået morsomhed, at kalde sig direktør eller CEO. Beskriv hellere de roller du excellerer i. Er du projektleder – så skriv projektleder. Er du infrastruktur projektleder – så skriv infrastruktur projektleder. Jo mere præcis og specialiseret du er, desto bedre. Som freelancekonsulent er det en god idé at specificere, at du er freelance. Du kan også bruge termen ekstern eller interim – det vigtige er, at der ingen tvivl er omkring din profil. Indiker også din ledighed – hvornår bliver du ledig, eller hvor meget tid har du. Du har 120 tegn til at beskrive, hvad du har at tilbyde, samt hvad du gerne vil.

TIP 3:

Resuméet på LinkedIn – altså din profiltekst – er din mulighed for at præsentere dig selv og dine kompetencer. LinkedIn viser som udgangspunkt kun de første to linjer, og læseren skal klikke ”se mere” for at se resten. Sørg for at det vigtigste og mest væsentlige derfor står først. Lidt ligesom din overskrift, så skal disse to linjer opsummere din profil i de mest koncentrerede facts, og herunder kan du så lave en mere detaljeret beskrivelse af din profil. Du skal ikke blive fristet til superlange beskrivelser. Gem detaljerne til projektbeskrivelserne, og fokuser på en skarp og tydelig iscenesættelse af, hvilken type konsulent du er. Pas på at resuméet ikke stritter i for mange retninger – læseren skal stå tilbage med en klar idé om, hvem du er, hvad du kan, og hvad du vil.

TIP 4:

Beskrivelse af opgaver og projekter kan du ikke bruge for meget tid på. Hvornår, hvilken kunde, hvad var din rolle, beskriv dine faktiske leverancer og ansvarsområder og fortæl, hvilke metoder og teknologier du brugte. Sørg for at bruge de termer som er gængse indenfor dit område, og at projekterne understøtter de kompetencer, som du beskrev i resuméet. Det er ikke for meget at skrive fem-seks linjer om hvert projekt, og brug gerne punktform undervejs til at gøre teksten mere læsevenlig og overskuelig. Brug mest krudt på de sidste 10 år, og mindst på dét, som ikke støtter op om de roller, som du gerne vil i spil til.

TIP 5:

Dette burde være en no-brainer, men kan volde kvaler for nogle. Dit CV og din LinkedIn profil skal selvfølgelig stemme overens.

 

Vil du også have det perfekte freelancekonsulent-CV? Se vores guide HER

Katrine Krogbeck
Har du spørgsmål?

Katrine Krogbeck

+45 3026 8316
kk@changegroup.dk