Gevinstrealisering kan være kompleks og er en ledelsesdisciplin.
Inden vi kommer for godt i gang med de fantastiske gevinster ved gevinstrealisering, så kan der opstå udfordringer, når en virksomhed har truffet beslutningen om at implementere gevinstrealisering.
- Gevinster kan betragtes som hypoteser om en fremtidig værdi, der kan opnås ud af en given investering. Derfor er identifikation og konkretisering af gevinster en svær størrelse. Den eller de personer som skal spå om fremtiden, må gå grundig til værks. Der skal tages højde for ændrede vilkår, risici mm, da både virksomhed og den kontekst den opererer i, kan ændre sig. Samtidig er det centralt at være opmærksom på om de gevinster man identificerer er subjektive og objektive af natur. Det kræver træning, kompetencer og tid til fordybelse – og ikke mindst det rette mindset.
- Opfølgning på gevinster efter at projektet er i luften er essentielt. Men reelt er der få som sætter tid af til at genbesøge projektet og foretage yderligere målinger på gevinstrealisering, og oftest har det ingen konsekvenser for projektets gevinstansvarlige.
- Modstand, manglende kompetence og fokus kan være en udfordring for projektet. Specielt hvis projektet har karakter af at være et ”politisk” projekt der skal gennemføres, kan der opstå manglende opbakning og forståelse. Det kan medføre at ledelsen ikke har mulighed for straks at igangsætte et projekt, og der kan være risiko for, at en leders ’yndlingsprojekt’ bliver stoppet i at starte op.
Gevinstrealisering kan skabe stor værdi
I dag er fokus ofte rettet mod tekniske leverancer, tidsplaner og omkostninger, frem for den forandring og gevinstrealisering, en investering reelt skal skabe for virksomheden. Når en virksomhed fokuserer på gevinstrealisering, har den langt større succes med at opnå værdifulde resultater, viser undersøgelser.
Gevinstrealisering handler om at håndtere hele livscyklussen af sine investeringer ud fra en gevinstdrevet tankegang. Lige fra idégenerering, over projekteksekvering til realiseringen af de ønskede gevinster. Gevinstrealisering er en proces støttet af et rammeværk med simple værktøjer, der forbinder formål med gevinster, forandringer og leverancer. Processen kommer vi nærmere ind på.
Det starter med et formål
Implementering af gevinstrealisering starter med at få fokus på de gevinster der bør give værdi. Når en virksomhed har besluttet at de vil arbejde med gevinstrealisering, starter forandringen med at man tager sin egen medicin. Det vil sige, at man udarbejder et klart og tydeligt formål, samt en vision for gevinstrealisering. Herunder hvilke konkrete gevinster virksomheden ønsker at opnå ved at implementere gevinstrealisering.
Hos Ørsted har de et klart og tydeligt formål for gevinstrealisering, som er tæt forbundet til virksomhedens grønne strategi:
”Vi vil gerne skabe mere værdi fra vores IT investeringer i Ørsted for at drive og udvikle den grønne agenda. For at gøre dette, har vi brug for en gevinstdrevet kultur, som altid søger at optimere og accelerere gevinstrealisering. Måden vi vil opnå dette er ved at bruge gevinstrealisering i vores forandringsinitiativer”, fortæller Lisbeth.