Projektporteføljestyring i 2025: Fra status til strategi

Mange virksomheder styrer deres projektportefølje. Alt for få bruger den til at navigere strategisk. I en hverdag præget af mange projekter, kortere tidshorisonter og stigende kompleksitet er det ikke længere nok at have et overblik. Du skal også kunne vurdere, om din portefølje reelt bringer jer tættere på de mål, I har sat.

Tallene taler deres tydelige sprog

Organisationer, der arbejder modent med deres porteføljestyring, leverer 35% bedre på deres programmer og har en hitrate på 70% i deres strategiimplementering. De mindre modne organisationer når sjældent over 25%. Alligevel kæmper mange virksomheder med at få reel værdi ud af deres porteføljestyring.

I denne artikel får du inspiration til, hvordan du kan bruge porteføljestyring som et strategisk styringsværktøj – ikke bare som et overblik over igangværende initiativer.

Du får blandt andet:

  • Indblik i, hvorfor klassisk porteføljestyring ofte fejler i praksis
  • Et bud på, hvordan du skifter fokus fra rapportering til reel styring
  • Perspektiv på, hvordan teknologi og AI kan understøtte bedre beslutninger
  • Tre spørgsmål, der hjælper dig med at vurdere kvaliteten af din portefølje

Hvis du vil bruge porteføljen som løftestang for strategi, og ikke bare som statussamling, skal du starte med at stille skarpere spørgsmål og turde prioritere benhårdt.

Når porteføljen ikke afspejler virkeligheden

Mange porteføljer er bygget nedefra. Projekter bliver lagt sammen, indtil budgettet er brugt, og kapaciteten er fyldt op. Men det betyder ikke nødvendigvis, at I har fået sammensat den rette portefølje. Måske står projekterne i vejen for hinanden. Måske mangler der en tydelig kobling til de mål, I har. Måske bruger I ressourcer på initiativer, der ikke længere er relevante.

Spørgsmålet er: Har i de rigtige projekter i gang – eller har I bare travlt?

Vi kigger stadig i bakspejlet

I mange organisationer er porteføljestyring stadig tæt forbundet med rapportering, rød-gul-grøn dashboards, tal og datoer. Det bliver ofte mere en konsolideret status, der ganske vist kan give overblik over, hvor I er, men sjældent siger noget om, hvor I er på vej hen.

Skal porteføljen skabe værdi, skal den bruges til at stille spørgsmål, der faktisk flytter noget: Gør vi de rigtige ting? Er vi stadig på sporet i forhold til strategien? Og hvad er det, der forhindrer os i at komme i mål?

Det handler ikke om at dokumentere, hvor I er, men om at kunne agere i tide.

Mere data løser ikke problemet

De fleste organisationer har adgang til masser af data. Det, der mangler, er evnen til at bruge data som et aktivt beslutningsgrundlag. Her kan moderne porteføljeværktøjer og AI hjælpe, når de bruges rigtigt.

For eksempel kan de bruges til at at finde ud af, hvor kapaciteten er tættest på at være overbelastet, hvilke initiativer der trækker på de samme nøglepersoner, eller hvordan fremdrift og afhængighed udvikler sig over tid.

Teknologien er der. Men den skal understøtte bedre samtaler og skarpe prioriteringer – ikke bare producere dashboards.

Porteføljen er ikke bare en opgørelse

Organisationer, der lykkes med porteføljestyring i dag, bruger den til at navigere. De ved, hvad porteføljen skal levere – og hvad de er villige til at investere for at få det til at ske. De er heller ikke bange for at vælge projekter fra, hvis de ikke længere bidrager med den ønskede værdi.

Tværtimod. Det er netop fravalgende, der skaber plads til det, der virkelig rykker.

Derfor er det afgørende at kunne svare på følgende tre spørgsmål:

  1. Hvad skal vores portefølje levere – og hvordan følger vi op på det?
  2. Er vores projekter nødvendige og tilstrækkelige i forhold til vores mål?
  3. Har vi fleksibilitet til at håndtere nye krav, eller er vi allerede overfyldt?

Porteføljestyring i 2025 handler ikke om at gøre mere, men om at vælge bedre. Så spørgsmålet er: Tør vi give slip på de projekter, der ikke skaber reel værdi?

Skal porteføljen skabe værdi, skal den bruges til at stille spørgsmål, der faktisk flytter noget."

Henrik Hajslund, seniorrådgiver hos ChangeGroup