Først lytte. Så tale. Det er tilgangen.
Når kunder skal have rådgivning, der rykker, kræver det mere end hurtige svar. Det kræver indsigt, research og ordentligt forarbejde. Og det er netop, hvad vores nye seniorrådgiver Marianne står for. Hun kommer med erfaring fra Gartner, Xerox og softwarebranchen – og med en tilgang, der handler om at lytte, før man taler.
Hvad er din baggrund?
”Jeg har næsten 30 års erfaring med rådgivning og salg, blandt andet som senior account executive hos Gartner, medejer af en softwarevirksomhed og salgschef hos Xerox. Men jeg har også prøvet kræfter med iværksætteri, ejendomsmæglerbranchen og websiteudvikling. Undervejs har jeg mødt mange typer beslutningstagere, og hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at al god rådgivning starter med, at man lytter ordentligt efter. Så det gør jeg.”
Hvorfor valgte du at sige ja til os?
”ChangeGroup tiltalte mig med det samme. Der er en grundlæggende ordentlighed i den måde, de behandler kunder og konsulenter på. Og det indtryk er kun blevet styrket, efter jeg er startet. Jeg har oplevet en kultur med højt til loftet, åben dialog og en oprigtig omsorg for de mennesker, man arbejder sammen med. Og så må jeg bare sige, at der er styr på tingene her, både hvad angår struktur, processer og systemer.”
Hvad kan du bidrage med?
”Gennem tiden har jeg haft samtaler med et utal af CIOs, hvilket har givet mig en solid forståelse for de strategiske overvejelser, som de sidder med. Samtidig elsker jeg at researche, og jeg forbereder mig altid uhyre grundigt, inden jeg tager første møde med en kunde. Alt det hjælper mig med at forstå kundens virkelighed. For mig handler rådgivning nemlig ikke om at være smart i en fart, men om at være relevant, gøre sig umage og levere værdi.”
Hvordan vil andre beskrive dig?
”Jeg tror, at kolleger vil beskrive mig som lige dele relationsskabende og resultatorienteret. For mig hænger de to ting tæt sammen: Vi skal have det godt sammen, men vi skal også få ting til at ske, som ikke nødvendigvis sker af sig selv. Det lykkes bedst, når vi hjælper hinanden, taler sammen og trækker i samme retning. Måske er det derfor, at jeg trives bedst i fællesskaber, hvor der er tillid, tempo og vilje til at lykkes sammen.”
Hvad kan du godt lide at lave, når du ikke er på arbejde?
”Så kan jeg godt lide at lave noget fysisk. Jeg træner derhjemme på cykel eller i romaskine, og så bruger jeg meget tid i haven. For mig er haveliv en god måde at koble af på efter en travl dag. Jeg holder også meget af gåture langs Roskilde Fjord sammen med min hund. Og så har Taylor Swift sneget sig ind i mit liv de senere år. Ja, det er måske ikke det mest oplagte, men jeg er faktisk lidt af en Swiftie.”

Jeg har mødt mange typer beslutningstagere, og hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at al god rådgivning starter med, at man lytter ordentligt efter. Så det gør jeg.
Marianne Holm Bjerggaard, seniorrådgiver hos ChangeGroup




