Ny rådgiver skal løfte den offentlige indsats

Lennart Oleg Larsen er blevet en del af teamet i ChangeGroup. I rollen som seniorrådgiver får han ansvaret for at hjælpe flere offentlige organisationer med, at løse udfordringer med digitale forandringer. Vi har taget en snak med Lennart om turen til ChangeGroup.

Som barn af selvstændige forældre med et EDB-servicebureau, var min opvækst præget af hulkort, store disketter og kilometervis af magnetbånd. Kimen var derfor lagt til en karriere inden for IT. Flere år senere, parallelt med min uddannelse på CBS, arbejdede jeg i en virksomhed der fokuserede på ledelsesudvikling og forandringsledelse i den offentlige sektor.

Kombinationen af IT og organisationsudvikling førte mig til mit første ’rigtige’ job, som SAP-konsulent i Mærsk Data Gruppen. Her fandt jeg hurtigt ud af at alle de bits og bytes var alt for teknisk ift. mine interesser og kompetencer. Siden 1999 har jeg derfor arbejdet med IT på et mere overordnet niveau: forretningsmæssigt, organisatorisk, teknisk, salgs- og ledelsesmæssigt.

De sidste 10 år jeg arbejdet intensivt med digitalisering af det offentlige Danmark – en opgave jeg brænder for, og et samarbejde jeg sætter stor pris på. Jeg er af den overbevisning, at der er en lang række muligheder for effektiviseringer, forbedret kundeservice og medarbejdertilfredshed ved at fokusere på digitalisering og benytte nye teknologier og metoder.

Første gang jeg blev introduceret til ChangeGroup var ifm. et offentligt udbud, hvor jeg havde brug for dygtige IT-eksperter. Efter at have mødt Helle Ørsted og oplevet konsulentteamets dedikerede engagement, høje faglighed og indbyrdes dynamik, var jeg ikke i tvivl om hvem der skulle have opgaven. Faktisk fik ChangeGroup nærmest en mytisk status i min bevidsthed, og da Helle kontaktede mig i oktober og inviterede mig til samtale, sagde jeg selvfølgelig ’ja’ med det samme. Hos ChangeGroup er det min rolle at samarbejde med Bo og vores kunder i den offentlige sektor.

Som person er jeg meget social, udadvendt og holder meget af en god fest. Mine interesser omfatter madlavning, fotografering, historiske dokumentarudsendelser og golf. Jeg bor i Hellerup med min kæreste Maria og vores 3 sammenbragte børn.

Om Lennart Oleg Larsen:

Startede i ChangeGroup: November 2018

Stilling: Seniorrådgiver i ChangeGroup

Baggrund: dios consulting, Mærsk M:Prove, Danmarks Statistik, Mærsk Data, A.P.Møller – Mærsk, e-Boks, IBM og Edora

Fun Fact: Tror ikke at der har været mennesker på Månen

ChangeGroup_lennart_oleg_larsen_ny_medarbejder_i_changegroup