Rutinerede kræfter skal sammensætte de bedste teams

Sommerferien var kun lige slut, da Johnny Kim Jensen havde første arbejdsdag hos ChangeGroup. I rollen som konsulentchef får han ansvaret for at sammensætte de teams, som passer perfekt til projekterne.

I 1974 pakkede jeg de mest fornødne remedier, tog tasken over skulderen og drog mod forsvaret i København. Det var her min interesse for IT blev vækket, mens jeg fulgte et par kurser i IT, som del af min civil undervisning. Efter forsvaret havde jeg fået blod på tanden. Derfor drog jeg videre mod EDB skolen i Herlev. Undervejs i uddannelsen var jeg forbi Coloplast, som en del af mit praktikforløb, og de endte med at fastansætte mig.

Hos Coloplast arbejdede jeg blandt andet med kursusaktiviteter og implementering af IT systemer, hvor jeg fik muligheden for at arbejde internationalt. Efter et kort ophold som IT-chef kom jeg til EC Soft/Ciber med ansvaret for konsulenter.

I 2006 var jeg med til at starte Peak Consulting Group. Her arbejdede jeg med at sammenstykke værdifulde kundeløsninger. Og det har jeg gjort lige siden hos Peak, Ciber og nu hos ChangeGroup.

Jeg er drevet af at hjælpe kunder og konsulenter med at skabe digitale forandringer. Derfor engagerer jeg mig i at understøtte både faglig og personlig udvikling for at opnå de bedste resultater i fællesskab. Hos ChangeGroup er det heldigvis en stor del af min rolle, hvor jeg arbejder med videndeling og faglig udvikling, og bl.a. skal være med til at udbrede ny viden på tværs af parter gennem etablering af nye netværk inden for fx. projekt- og programledelse. Derudover hjælper jeg med at bemande komplekse projekter i tæt sammenspil med kollegaer, kunder og konsulenter.

Netop teamarbejdet er afgørende når vi skal sammensætte det team, som passer perfekt til projektet.  Det er her dynamikken og vores arbejde med at være et high-performance team kommer i spil.

Teamånden afspejles også i det private, hvor jeg spiller fodbold med gamle gutter fra hjemegnen i Hvidovre, og når jeg en sjælden gang sætter mig på racercyklen sammen med et par kammerater. Familielivet er vigtigt for mig og jeg bruger meget af min fritid sammen med min kone og børn. Vi tager tit til min søns koncerter, når han spiller trommer i et af de to bands han er medlem af. De har bl.a. tidligere optrådt på Wonderfestiwall og i DR’s koncerthus.

Om Johnny Kim Jensen:

Startede i ChangeGroup: September 2018

Stilling: Konsulentchef i ChangeGroup

Baggrund: Ciber, Peak Consulting Group mfl.

Fun Fact: Blev gift på Sankt Croix, Virgin Islands

Konsulentchef Johnny Kim Jensen